Parketgulve
Findes der noget smukkere end et klassisk parketgulv – spillet i træet, de naturlige åretegninger og farvenuancerne, der træder i karakter! Molands parketgulve er opbygget som en 3-lags lamelparket, hvilket gør gulvet ekstra holdbart og formstabilt, mindre udsat for sprækker og revner og nemt at lægge. Udover eg tilbyder vi også vores parketgulve i ask, ahorn, merbau, valnød og bøg.
Molands parketgulve fås med en flot, glat overflade. I tillæg til det, tilbyder vi Smart-Loc parketgulv i eg med hvid matlak, hvor overfladen er børstet, så træets naturlige strukturer fremhæves.
Plank/wideplank gulve
Der er noget umådeligt stilfuldt over et gulv med brede planker – den rolige og eksklusive udstråling oser af overskud hele vejen igennem! Molands flotte plankegulve fås i bredder på 148 mm og helt op til 300 mm. Alle Molands plankegulve er opbygget som lamelplank/-wideplank, med mellemlag af trælameller. For det smukke og eksklusive Morello gulv, er der brugt egetræ i alle 3 lag. Plankerne fås i eg, ask, valnød, fyr og merbau – med forskellige strukturer; børstet, savskåret m.fl. Plankerne fås også med forskellige overflader; ubehandlet eller behandlet med olie, lud eller voksolie – så du kan vælge det, der passer præcis til din smag.
Stavparket
Her er muligheden for at få et helt unikt og kreativt gulv. Molands stavparket fås i en traditionel og en bred udgave – med en bredde på helt op til 190 mm og en længde på op til 760 mm. Stavparketten kan lægges i et klassisk sildebensmønster, som giver gulvet et stiligt look, men det kan også lægges i andre mønstre, som passer ind i det moderne hjem. Gulvet skal fuldlimes.
Flex Parquet
Denne type parket går også under navnet højkantsparket – flotte, massive egetræsstave med et levende farvespil, som giver gulvet et moderne, stilfuldt look. Molands flexparket er særdeles velegnet til arealer med stor belastning såsom kontorer, butikker og andre samlingssteder, idet den har en massiv styrke. Gulvet skal fuldlimes.